Detaljer |
Der findes bøger for børn og bøger for voksne og ind i mellem et sted findes der bøger for unge. Og så findes der bøger og fortællinger, der på en eller anden måde slipper af sted med at være for alle - en voksenfortælling, forklædt som en børnebog eller omvendt. Ethvert voksent menneske ved fx at HC Andersens 'Den grimme ælling' ikke bare handler om en fugl, der bliver mobbet - der er gode og lærerige pointer at høste af for voksne og samtidig er børn fuldt ud tilfredse med at høre en historie om en trist svaneunge, der får det godt tilsidst. Lillebittebittesmå væsener Tilsvarende er det med børnebogen 'Horton og støvfolket hvem', der blev skrevet i 1954 af amerikaneren Dr. Seuss. Umiddelbart er det en historie om en småskør og halv-enfoldig elefant, der hører lyde fra et lille støvfnug som svæver forbi elefantens store ører. Elefanten bliver grebet af tanken om at der findes lillebittebittesmå væsener på støvfnugget, han får endda kontakt med borgmesteren af den lille by, Hvemby, der ligger på støvfnugget, og selvom alle andre dyr i skoven mener at elefanten er blevet plimbims i bærret, nægter den at bøje sig. Det er et fint lille stykke drama i sig selv, men de fleste voksne, og de mest kvikke børn, vil formentligt meget hurtigt fange en dybere pointe i historien om den modige elefant og dens standhaftige forsvar for de bittesmå og uundseelige væsner på støvfnugget. Angst for muslimer Da Dr. Seuss skrev sin historie befandt USA sig midt i McCarthyismen og jagten på kommunister og sympatisører overalt i det amerikanske samfund, og den politiske vinkel er ikke spor svær at klemme ned over historien om elefanten Horton og hans venner på støvfnugget. Det er heller ikke svært at oversætte den til tidens angst for muslimer verden over. Men mest åbenlyst er det at opfatte 'Horton og støvfolket hvem' som en beretning om at vise nysgerrighed og åbenhed overfor sin omverden og stå fast på sin overbevisning selvom resten af verden, selv ens gamle venner, fortæller én, at man er tosset og til fare for sine omgivelser. Og at selvom vi mennesker opfatter os selv og vores klode som verdens navle, er det slet ikke utænkeligt at vi bare er et lillebittebitte støvfnug i en større sammenhæng. Der er altså talrige udbytterige måder at læse 'Horton og støvfolket hvem'. Og det hele afleveres så letforståeligt og ligetil, at budskabet ikke kan undgå at fise direkte ind hos både børn og voksne. En lille genistreg Det er i sig selv en lille genistreg, men dertil kommer at folkene bag den nye tegnefilmudgave af 'Horton og støvfolket hvem', har formået at få en på alle måder skarp og underholdende og charmerende historie ud af Dr. Seuss gamle børnebog. De har strammet op på pointerne og skærpet det, skal vi sige, filosofiske indhold. Den bøvede kænguru, der ikke tror på elefanten Horton i Dr. Seuss lille bog, er nu blevet til en myndig, konservativ kvindekænguru, der afskyr fantasterier og fremskridt. I sin angst for at Hortons interesse for sit støvfnug skal vælte alt det velkendte og vende op og ned på alt, pudser hun endda en lejemorder på Hortons støvfnug i form af den fæle grib, Vlad. Gigantisk kløvermark Vlad smider Hortons støvfnug midt på en gigantisk kløvermark, hvilket gør det sværere for Horton at finde fnugget end at finde en nål i sin høstak. Men Horton er en ildsjæl, en idealist, om man vil. Han giver ikke op. Altimens Horton kæmper for at overbevise sine fæller om at verden er meget større end vi aner og at selv det mindste lille væsen fortjener at leve, kæmper hans nye ven, borgmesteren i Hvemby, for at overbevise sine medborgere om at de faktisk er bitte, bitte små og at de lever på et lillebitte støvfnug, som et stort gråt væsen ved navn Horton bærer rundt på en lyserød blomst, som han holder med sin lange, grå næse. Lærerigt og interessant perspektiv Det er ikke bare et lærerigt og interessant perspektiv. Det er enormt sjovt. Og herligt fortalt i filmudgaven af 'Horton og støvfolket hvem', der holder standarden på alle planer. Den lidt enfoldige, men stædige og på sin egen måde intelligente Horton er en spøjs og atypisk figur, men filmens sjoveste scener tilhører støvfolket hvem, der rent faktisk er beskrevet og animeret, så man har fornemmelsen af at de lever på en lillebitte planet. I en tid, hvor computeranimerede tegnefilm har en grim tendens til at ligne hinanden temmelig meget, er her en film, der gør som den vil og tror på sig selv - helt i elefanten Hortons ånd. |
|