| Detaljer |
J. M. Barries historie om Peter Pan, drengen der ikke ville være voksen, kender de fleste, enten fra selve bogen, diverse teateropsætninger eller tv-film, men især fra Disneys tegnefilmsversion fra 1953. Den australske instruktør P. J. Hogan (My Best Friend's Wedding) har dog ikke ladet sig skræmme af de talløse tidligere versioner af historien. Ikke blot har han taget udfordringen op og givet os et blændende og friskt syn på sagen, han har givet os den bedste version af historien nogensinde!
Peter på pletten
Den store forskel på denne film og de andre udgaver af historien, er dybden i fortællingen. Wendy er ved at være teenager og langsomt men sikkert på vej ind i de voksnes rækker, men hun er ikke meget for at forlade barndommen, og dette problem bliver rigt behandlet. Og til tydeligere at forme denne tilgangsvinkel er en ny figur kommet med i historien; tante Millicent (Lynn Redgrave), som forfærdelig gerne vil lære Wendy at blive en pæn og elegant ung dame. Noget der ikke tidligere har ligget Wendy på sinde. Hun har delt værelse med sine to yngre brødre John (Harry Newell) og Michael (Freddie Popplewell), som har nydt godt af hendes frodige fantasi hver aften med de gode og spændende godnathistorier. Wendy, der til sin tantes store forfærdelse gerne vil være forfatter (de er ikke velset i de øverste lag i samfundet), har et forrygende talent for at kunne sammensmelte eventyr, og enhver der formår at kombinere historierne om Askepot og Kaptajn Klo til én fortælling, fortjener også at blive hørt. Peter Pan er også fan af hendes godnathistorier, og da Wendy en dag har rodet sig ud i en farlig suppedas (der inkluderer en mistænksom tegning, en snerpet skolelærer, en trofast hund, et vådt gulv og farens chef – mere skal ikke afsløres her), og faren har fået nok af barnagtighederne, så bliver han hendes redningsmand, og eventyret kan virkelig begynde....
Afsted til Ønskeøen
Vi får fra starten serveret en film med kreative kræfter. Med samme stilistiske og originale tæft som landsmanden Baz Luhrmann, har P. J. Hogan visuelt ikke sparet på noget, og med rejsen til Ønskeøen eksploderer lærredet nærmest i form og farver. Med glade tanker og lidt alfestøv har Wendy med Michael og John forladt børneværelset i huset i London og sammen med Peter Pan og Klokkeblomst (franske Ludivine Sagnier) rejst til det sted, hvor man ikke behøver at bekymre sig om alle de kedelige ting, de voksne gør – Ønskeøen. Rejseholdet lander godt nok ikke på Big Bens ene arm undervejs, men turen er mindst lige så fortryllende som den er i Disney-filmen, og ulig den noget tamme (og 50 år gamle) forløber, så viger Peter Pan ikke for at diske op med alskens giftigheder. Klokkeblomst bliver hurtigt jaloux på Wendy, Klo bliver snart jaloux på Wendy og Pans forhold, Wendy bliver træt af Peter. Følelserne blusser op altimens indianerprinsessen skal reddes, piraterne holdes stangen, Klokkeblomst skal genoplives og Wendy og Peter skal blive gode venner igen. For første gang kysser vores to hovedpersoner sågar, noget som mange af de amerikanske filmanmeldere (helt ufortjent) fandt stødende, men ens første kys er også en del af at blive voksen, og Hogan, der ikke er bange for at dække alle teenage-aspekter, har godt greb om det kærlige øjeblik.
Den ultimative 'coming of age'-film
I rollerne som Wendy og Peter ses henholdsvis ukendte Rachel Hurd-Wood og den lovende Jeremy Sumpter, der imponerede i den knapt så børnevenlige Frailty. De to unge og bedårende skuespillere bærer smukt filmen, der ømt fremviser, hvor svært det er at blive voksen - noget som Peter helt har fravalgt sig. Han vil ikke være voksen. Den har vi hørt før, men nu får vi bitterheden med, for Peter Pan kender til dagligdagens kvaler. Han har haft virkeligheden inde på livet tidligere og har med fuldt overlæg fralagt sig muligheden for at vokse op for at undgå trædemøllen og den grå hverdag. Tidligere i filmen har Mrs. Darling (Olivia Williams) forklaret børnene, at deres far er en rigtig helt, fordi han hver dag tager på arbejde, selvom han hader det. Hans drømme er pakket væk, og han har ofret sig for sin familie, men så modig er Peter ikke. Han kan kæmpe med Kaptajn Klo og sætte livet på spil, men han kan ikke blive voksen og få sig et kontorjob, selvom Wendy bønfalder ham. Aldrig har Peter Pan fremstået så sårbar, end ikke i Robin Williams’ skikkelse i Spielbergs tandløse Hook. At Peter Pan undviger livet og forbliver evigt ung og legesyg, gør ham dog ikke til en kedelig, ensidet figur, hans udødelighed giver kun dramaet mere spændvidde. Han bliver barndommens ikon og den direkte modsætning til både Klo og Wendys far, Mr. Darling.
Poetisk bittersødme
Helt rigtigt set er britiske Jason Isaacs blev castet til begge roller som filmens voksne symbol. I hver deres verden har Kaptajn Klo og Mr. Darling på overfladen intet tilfælles, Darling er en ydmyg og tillukket men også kærlig mand, hvorimod Klo er en flamboyant blærerøv med lidt for megen indestængt vrede, men de fungerer begge som ankeret til det voksne liv, og imellem dem og Pan svajer Wendy. Da hovedparten af filmen forgår i eskapismens verden, er det Klo der dominerer som voksenfiguren, men hvor han i tidligere film har været fremstillet som en skræmmende klovn, er han denne gang både en nådesløs trussel og samtidig et bittert menneske.
At Peter Pan herved bliver mere end blot en festlig børnefilm, herligt proppet med lyserøde skyer, dansede feer, mystiske havfruer og nogle sært skiftende årstider, skyldes ikke blot manuskriptforfatterne Michael Goldenberg (Contact) og P. J. Hogans sans for historiens spil mellem det forførende utopia og den melankolske stemning af dødelighed. Det er først og fremmest, fordi Hogan har kunne kombinere solid sørøveraction med sensitiv sørgmodighed og tilmed inkorporere rigeligt med humor på de tiltrængte steder. En balance bedre instruktører har knækket halsen på, men Hogan rammer alle de rigtige toner i filmen – klokkerent! Så der er bestemt magi i luften, men også drama og psykologisk indsigt, og således egner filmen sig egentlig mere til de voksne end deres børn, især til dem, der stadig kan huske deres barndom eller er tæt nok på til næsten at kunne nå den, kan den denne fortryllende fabel varmt anbefales. |
|
